Sort-hvid foto af kvinder der tovtrækker

Filmcentralen

Adgang
Fri adgang
Dokumentar og spillefilm

Filmcentralen er Det Danske Filminstituts streamingtjeneste. Her kan du gå på opdagelse i mere end 3000 kortfilm og dokumentarfilm - både nye og ældre.

På Filmcentralen / Undervisning er der med uni-login kun adgang for landets grundskoler og gymnasier. Men filmcentralen.dk/alle henvender sig til alle borgere i Danmark. Her er der både aktuelle film og nydigitaliserede klassikere foruden information om filmene, baggrundsartikler, temasamlinger og anbefalinger. Flere hundrede film ligger frit tilgængeligt.  I de tilfælde, hvor man ikke kan se filmene på Filmcentralen, bliver man linket videre til andre streamingtjenester, hvor man kan se filmen. Desuden kan alle film ses på bibliotekernes streamingsite Filmstriben.

Historiske film fra Danmark
Under fanen "Danmark på film" er der dokumentariske film fra hele landet i perioden 1899-1995. Der er mere end 1000 filmklip fordelt ud over et interaktivt danmarkskort, så du kan finde klip fra byer og egne, du interesserer dig for. Desuden kan du finde film ved at søge på årstal og emneord. Du kan også skrive kommentarer, klippe i filmene, dele dine klip med andre, lægge klip på danmarkskortet og i de fleste tilfælde indlejre klip og film på din egen hjemmeside, facebookside, blog eller andet. 

Filmene er gratis at se online, og der er hverken login eller abonnement. Film og klip må også benyttes til non-kommerciel offentlig fremvisning. Klip til kommercielt brug – henvendelse til Filmarkivet.
Med "Danmark på film" ønsker Det Danske Filminstitut at styrke fortællingen om Danmark med levende billeder til gavn for borgerne, for undervisningssektoren, for forskningen og for de øvrige kulturarvsinstitutioner. Målet er at bringe filmarven ud til brugerne og give adgang til Det Danske Filminstituts historiske filmsamling, så filmene kan ses og sættes i spil med henblik på lokal, national og international formidling.