Årets børne- og ungdomslitteratur
Tre forfattere og tre illustratorer er nomineret til Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger. Med hver pris følger 75.000 kroner.
Seks bøger er nomineret til Kulturministeriets priser for børne- og ungdomsbøger udgivet i 2018. Både en forfatter og en illustrator skal hædres, når kulturministeren traditionen tro uddeler to priser til de bedste børne- og ungdomsbøger fra det forgangne år. I årets nomineringer til Kulturministeriets priser for børne- og ungdomsbøger kan man blandt andet møde en pige med tomatrøde kinder, en dreng fanget i en gabestok og en ganske særlig havfrue.
De nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er:
- Jonas Kleinschmidt: ’Drengene’
- Marianne Iben Hansen: ’Lille Frøken Pingelpot’
- Jesper Wung-Sung: ’Alfred og gabestokken’
De nominerede til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er indstillet af et udvalg bestående af Kamilla Slocinska (formand), Anita Brask Rasmussen, Betina Falsing og Søren Fanø.
De nominerede til Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger er:
- Anna Jacobina Jacobsen for ’Ø’
- Sofie Louise Dam for ’Stur Stur Nummer’
- Kamila Slocinska for ’Tomat’
Et udvalg bestående af Søren Assenholt (formand), Marianne Eskebæk Larsen, Caroline Sehested og Kasper Heron Købke har indstillet de nominerede til Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger.
Læs udvalgenes begrundelser på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside
Fakta om Kulturministeriets priser for børne- og ungdomsbøger
I 1954 blev Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger uddelt for første gang.. 25 år senere, i 1979, kom Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger til. Prismodtagerne tæller blandt andet Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen og Kim Fupz Aakeson.
Kulturminister Mette Bock overrækker priserne den 21. marts kl. 15.00 i Kulturministeriet. Pressen er velkommen ved forudgående tilmelding til Nicoline Slosarich på nic@kum.dk.