Donér dine bøger til et godt formål

Furesø bibliotekerne støtter Læs for Livet

På både Farum, Værløse og Hareskov bibliotek kan du donere dine bøger til et godt formål. Vi indsamler og afleverer bøgerne til foreningen bag Læs for Livet. 

Læs for Livet er et projekt, der bruger bøger til at skabe social forandring og give udsatte børn og unge gode oplevelser og muligheder for bedre liv. Der indsamles bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere og mange andre. Bøgerne bliver samlet i biblioteker på ml. 400-1000 bøger og doneres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig. Det er fx børnehjem, familieafdelinger, opvækstinstitutioner og ungdomspensioner. Bogudvalget til hvert sted gennemtænkes fagligt, og det tager både udgangspunkt i børnene og de unges egne ønsker og for variation i genrer og sværhedsgrader. Læs for Livet har fokus på lystlæsning. Nogle gange er det en bog om biler eller Justin Bieber, der vækker begejstring. For andre børn eller unge er det digte, tegneserier eller engelske klassikere. Det vigtigste er ikke hvad børnene og de unge læser, men at de læser. .

Læs mere om Læs for Livet