Skoleelever udstiller mini Escape Rooms

25.08.21
På Farum Bibliotek kan man lige nu opleve en fin lille udstilling af mini Escape Rooms. Escape Rooms har været hotte de seneste år, og er en sjov aktivitet for venner og familier. Derfor fik Fremtidsværkstedet i Furesø ideen om at lade skoleelever designe litterære mini Escape Rooms med fokus på at vække interesse og læselyst blandt besøgende på biblioteket.

Fremtidsværkstedet er kommunes lokale makerspace. Her rustes eleverne til den teknologiske og digitale fremtid. De skal lære at få den gode idé, udvikle på den og til sidst skabe den færdige prototype.  I samarbejde med Farum Bibliotek har Fremtidsværkedet udarbejdet en case for elever på 6. og 7. klassetrin med fokus på læselyst og genrekendskab. Casen går ud på, at eleverne får til opgave at udvikle et Escape Room med udgangspunkt i en udvalgt litterær genre eller en konkret roman som eleverne har arbejdet med på skolen.  

Eleverne har bygget deres mini escape room i pap og diverse materialer og desuden taget digitale teknologier som blandt andet QR koder og microbits i brug. De har ladet sig inspirere af fantasy, krimi eller faktabøger, bl.a. bøgerne Evighedens port og Twilight. Det er nogen af disse mini Escape Rooms der kan ses på Farum Bibliotek.

Samarbejdet fortsætter til efteråret hvor nye klasser får lov til at udfolde deres kreativitet.

Hvad er et Escape Room?

Et Escape Room er et "live adventure game", en slags skattejagt, hvor en gruppe bliver låst inde i et rum. Spillerne skal udforske rummet på alle mulige måder, og i fællesskab løse opgaver, knække koder og samarbejde, for at finde løsningen og vejen ud af rummet. Et Escape Room er bygget op omkring forskellige historier eller temaer og gruppen må bruge kommunikation, teamwork og faglig viden for at komme ud. Selvom navnet “Escape Room” ligger op til at være et aflåst rum, som man skal undslippe, så behøver det ikke være et rum, men blot en station. Stationen er en præsentation af gåderne, som skal løses for at komme frem til den endelige belønning.