bogforsiden
Nyd en iskold thriller

5 gode bøger til vinterferien: Sneen dækker alle synder

17.02.21
Sneen er et smukt tæppe, men under tæppet ved man aldrig, hvad der gemmer sig

Farven hvid er forbundet med uskyldighed, lys, velsignelse og jomfruelighed. Men samtidig er spøgelser ofte iklædt hvide gevandter, bleghed antyder døden, og historisk set endte hvide kreaturer gerne som offerdyr. Måske er der ikke noget at sige til, at mit forsøg på at finde bøger, hvor sne og is spiller en rolle, endte med en samling grumme fortællinger.

Skamskudt

"Skamskudt" af Tor Even Svanes foregår på havet, omringet af is og aggressive mænd. Det er ikke et rart sted at være, når man er en ung kvinde, som skal overvåge sæljagten for at sikre, at den foregår, som den bør. Men det er en fremmed verden, hun er trådt ind i på båden, og som en sæl på flugt fra spækhuggere skal hun lære at aflæse vandet i sit nye miljø. Der lurer hele tiden trusler lige under fladen. En is-thriller kaldes bogen på forsiden, og det er nok en ret lille genre, men i her er den velvalgt.

Fyrre dage uden skygge

En fransk krimi af Olivier Truc, der foregår i Sameland. En antik samisk tromme bliver stjålet, og en rensdyravler med et alkoholproblem bliver myrdet. På grund af offerets profession bliver renpolitiet sat på opgaven, og det viser sig snart, at der gemmer sig andet og mere i sagen. Trommen skulle spille en rolle på en FN-konference om samernes rettigheder, men hvilken rolle spiller den døde mand? De to ting hænger sammen, og trådene mellem dem summer af politik. En mørk og spændende krimi i kulden.

Nordhavet

I 1859 påmønstrer Patrick Sumner som skibslæge på hvalfalgeren Volunteer med kurs mod polarcirklen. Det har ikke det bedste rygte, og kaptajnen er kendt som en ulykkesfugl, men Sumner har ikke selv de bedste muligheder. Da Ian McGuires "Nordhavet" således har isoleret sine personer, går det først galt. Snart sker det et mord om bord på skibet, og Sumner mistænker, at man ikke har fundet den rigtige skyldige. Et tungt og møgbeskidt tidsbillede, der danner baggrund for en åndeløst spændende historie.

Glitch

Peter Dreyers "Glitch" starter i 1968, hvor en russisk forsker regner ud, at der skjuler sig en stor sø under Antarktis' islag. Men før han kan gøre noget med den opdagelse, bliver han sendt til Murmansk, og hans papirer bliver arkiveret. Det er ikke den eneste store opdagelse det år - men det bliver optakten til en historie, der ryster i verdens fundament. I nutiden står arkæologen Thomas over for et rovdyr, der burde være uddødt - og den umulige hændelse sender ham på kurs mod  Antarktis og et eksperiment, der kan forandre alt.

Ondskabens hotel

Familien Torrance skal bestyre hotellet Overlook over vinteren - det er en chance for, at deres lille familie skal komme på ret køl igen. Faderen skal færdiggøre sit manuskript, og alt vil blive godt for dem. Men sneen og isolationen gør sære ting ved folk; især i det gamle hotel, som langsomt er ved at vågne. Dets bloddryppende historie er en frodig jord for ulykker, og familien Torrance er plantet i den.

Oprindeligt skrevet af Janus Andersen, eReolen.

Materialer