Alt dette kunne du få

Josefine Klougarts nye roman er en hyldest til moderskabet, barndommen og naturen. Et vigtigt bidrag til tidens moderskabslitteratur og Klougarts bedste bog til dato.

Klougart har siden sin debut været en mester i at beskrive båndet mellem mennesker, og hvordan vi er tæt forbundet med naturen. I sin nye roman skriver hun sig samtidig ind i moderskabslitteraturen, og det klæder forfatterskabet ualmindelig godt.

Forfatteren Barbara sidder i barndomshjemmet på Mols sammen med sin mor og søster og sit spædbarn, mens faren er indlagt på hospitalet. Herfra ser hun tilbage på sit og familiens liv, og de mange erindringer fra barndom og ungdom væves sammen og kaster lys over hinanden på en kalejdoskopisk måde. Med erindringen som omdrejningspunkt viser romanen på poetisk og nærmest svimlende vis, hvordan vi er forbundet med hinanden gennem tid og sted. Alt imens minder vores børn os om tidens gang, livet og døden: "Vores børn synliggør tiden for os på en vidunderlig, men også næsten ubærlig måde".

Barbaras barndomserindringer hører til de stærkeste passager i bogen og efterlader et lille stik i hjertet, da de minder om livets skrøbelighed som i den farefulde scene i Vesterhavet, hvor Barbara og søsteren Sara binder sig sammen med et reb for at undgå hestehuller. Klougart har et særligt talent for at sætte ord på detaljen og voldsomheden i barnets sansning, som da Barbara ser en kattekilling blive kørt over af en lastbil.
Romanen sætter ord på barnets rene sansning af verden: "Kun i glimt bliver vores erfaring af verden lige så rig som den er i barndommen." I tilbageblik bliver barndommens oplevelser mindre hele : "hver lille bevægelse synes at tale sammen med tusinder af andre, det er et fintmasket væv". Det samme kan man sige om formen i denne smukke og tankevækkende roman.

Barbara og Sara vokser op i pagt med naturen ud fra et ideal om den frie opdragelse. Set udefra er alt idyl, men gennem den sorgfulde tone og Klougarts skarpe sans for at beskrive mislyde og konflikter i familien, fornemmer vi, hvordan idyllen krakelerer: Moderen stod meget alene med de to døtre og med husarbejdet, der kun bliver "tydeligt, når det ikke bliver gjort". Engang i mellem løftes blikket fra familiehistorien til en karakteristik af samfundet, for eksempel når det om faren lyder, at han var nedslidt som 50-årig og "tilhører den generation af mænd, som vi på en måde mistede til arbejdet".

De mange erindringer om moderen er en tråd i romanen og knytter an til Barbaras selvforståelse. Især hvad angår den længsel, som Barbara fornemmer hos moderen, og som sættes i relief ved at trække tråde til Jørgen-Frantz Jacobsen roman Barbara, moderens yndlingsroman, som hun opkaldte datteren efter. Barbara har et tæt forhold til moderen, men hun støder hende fra sig, da hun i sin debutroman skriver: Ikke at hun fortryder os, men alligevel." En linje som også ses i Klougarts egen debut, ’Stigninger og fald’, og dermed elegant peger tilbage på forfatterskabet, og de selvbiografiske spor i romanen.

’Alt dette kunne du få’ giver nye perspektiver i tidens moderskabslitteratur. Ud over at moderrollen ses som uløselig forbundet med relationen til ens egen mor, bringer moderskabet os tættere på døden – i romanen konkret via et stort blodtab i forbindelse med en spontan abort. Et andet tabu om moderrollen, som bogen berører, er forbudte følelser i forbindelse med at være bonusmor. Barbara oplever  en "lille reservation" overfor sin kærestes datter.

Med ’Alt dette kunne du få’ slår Josefine Klougart sit navn fast som en af vores fineste prosaister. Personligt holder jeg også af hendes tidligere mere Duras- inspirerede prosa, men den nye mere sammenhængende fortælling vil uden tvivl appellere til – og fortjener – en endnu bredere kreds af læsere.

Oprindeligt skrevet af Lise Vandborg - Chefredaktør Litteratursiden, Litteratursiden.