Åben bog i naturen
Åben bog i naturen

Bibliotekarerne anbefaler 12 bøger fra eReolen

17.12.20
Vores bedste anbefalinger

De anbefalede bøger kan findes på ereolen via linket under hvert afsnit . En del af dem findes også som lydbøger, så man kan lytte til den, mens man klarer julerengøringene eller koger risengrøden.

Ann-Lisbeth Holm anbefaler...

Marie Aubert: Må jeg komme med dig hjem?
Norske Marie Aubert debuterede med novellesamlingen ”Må jeg komme med dig hjem” i 2016 og udkom på dansk i 2020. Med denne smukke samling af historier om mennesker, der fremstilles som deres værste jeg i forskellige situationer har Aubert begået virkelig indsigtsfuld litteratur om menneskets natur. Hovedpersonerne er intrigante, jaloux, vrede, glade, skamfulde, hjælpeløse, taknemmelige, stride og ualmindeligt menneskelige. Novellerne er korte, men overvældende. Der er novellen om en dame, der har siddet i fængsel og lige er kommet ud, da hendes bror inviterer hende til sommerfest. Men hvad har hun lavet? Skammer hun sig? Og hvordan reagerer andre på det? Vældig spændende på den stille og rolige måde. Den første novelle handler om en ung kvinde, der ser tilbage på et forhold, hun havde, hvor hun ikke var helt sikker på, at hun faktisk var glad, men nu hvor hun går rundt med barnevognen i det stille kvarter, hvor hun bor i et rækkehus, er det som om, hun længes. Find "Må jeg komme med dig hjem" som e-bog her eller som lydbog

Marie Aubert: Voksne mennesker
Marie Aubert udkom også på dansk i 2020 med romanen "Voksne mennesker", som ligeledes tager fat på de værste sider af os som mennesker. Hovedpersonen Ida er ved at være i slutningen af 30’erne, og det biologiske ur tikker. Hun har imidlertid ingen kæreste eller udsigt til at få nogen, så hun vil have frosset sine æg ned. I mellemtiden bliver søsteren, som hun ellers altid har skullet trøste, fordi hun ikke kunne blive gravid, nemlig gravid. Hvor hun skulle glæde sig på søsterens vegne, kommer den grimme side frem, hvor man bliver jaloux og sårer andre. Sjov, underholdende og øjenåbnende. Find "Voksne mennesker" som e-bog eller som lydbog 

Tine Høeg: Tour de Chambre  
Tine Høeg har sin helt egen stil, hvor hun skriver kortfattet, komprimeret og vidunderligt sjovt. Hendes sætninger er som dem, der kommer ud af vores mund. Skarpt formulerede sætninger, man kun forstår, fordi man kender de uskrevne mellemregninger. Asta flytter på kollegium, hvor hendes veninde Maj allerede bor. Her lærer hun hele køkkenet at kende, som det hedder i kollegietermer. Måden de stabler deres pålæg i køleskabet, måden de dekorerer deres skab med et slogan eller en tegning, der rummer deres identitet. Maj er kæreste med Anders, som læser medicin og skriver digte. Men en dag dør Anders, og bogen er et tilbageblik, som begynder med invitationen til begravelsen. Tour de Chambre er på en gang alvorlig, smuk og legende let og indbyder til at klukle. Ikke til at stå for. Find Tour de chambre som e-bog

Ocean Vuong: Vi er kortvarigt smukke her på jorden 
Jeg har ikke læst noget lignende. Det er en skrift, der blæser hjernen igennem, udvider den og efterlader dig mere oplyst, mere bevidst og mere indsigtsfuld (vover jeg at påstå). Hovedpersonen er digter og skriver breve på engelsk til sin mor velvidende, at hun ikke kan læse. Han fortæller om nedarvet smerte. Den smerte som en familie ubevidst kan påføre hinanden i den tro, at man gør det bedste for sine børn. Brevene er ikke anklagende, for han ved godt, at hun ikke kunne gøre det anderledes. Men derfor kan man godt fortælle om smerten alligevel - og hvilken fortælling. Find "Vi er kortvarigt smukke her på jorden" som e-bog eller lydbog 

Helle Winther anbefaler...

Georgia Hunter: De heldige
Den sandfærdige historie om den polsk-jødiske familie Kurc, der brutalt skilles fra hinanden under den tyske invasion af Polen i 1939. Under store lidelser kæmper de sig hver især gennem krigsårene. Er det overhovedet muligt at overleve holocaust som jøde? En både fremragende og nøgtern skæbneberetning, der rager op blandt de mange romaner om 2.verdenskrig. Den er båret af stor omhu i de historiske detaljer, og den er fuld af håb, kærlighed og en stærk familiefølelse. Find "De heldige" som e-bog eller som lydbog 

Michael Larsen: Den der falder
En videnskabsthriller, der rokker ved erkendelse og virkelighedsopfattelse. Den unge Julie Viver har alvorlige søvnproblemer og er ekspert i svirrefluer. Da hun opdager en ny art, sker der sære og farlige ting omkring hende - uløseligt forbundet med menneskehedens store, eksistentielle spørgsmål. Ud over thrilleroplevelsen får man interessant viden om svirrefluer, som åbner ens øjne for varieteten i de små uskyldige flyvevæsener. Find "Den der falder" som e-bog eller lydbog

Morten Flacheberg Andersen anbefaler...

Erlend Loe: Helvede
Det er ikke så godt med Rakel. Hun er blevet skilt fra sin mand, der har fundet en yngre model med en perlende latter. Og perlende latter - det besidder Rakel ikke. Hun har en helt almindelig latter, og den kan ingen bruge til noget. Hun har tilmed måttet lide den tort at flytte fra et rigtigt hus til noget så nedværdigende som et rækkehus. Børnene er ikke tilfredse, og det hele er egentlig noget skidt. Så går det hverken værre eller bedre, end at Rakel en dag beslutter sig for at grave lidt i sin have og finder en luge. I lugen er en trappe, og da hun går ned ad den, kommer hun til en skranke, der viser sig at være indgangen til helvede. Hun køber et titurskort og tager på sightseeing. Da hun møder selveste Satan, slår det omgående gnister. Satan er ikke, som hun forestillede sig. Han er nærmest helt almindelig, munter og iklædt hørtøj, og inden længe indleder de et forhold. Som enhver kan forestille sig, er det lidt kompliceret at kaste sig ud i et forhold med djævlen selv, og de respektive familier er da heller ikke tossede med tanken. En pilskæv, fjollet og rørende bog. Find "Helvede"som e-bog

Alejandro Palomas: En søn
Spanske Alejandro Palomas har skrevet en lille, bevægende bog, der stiller krav til læserens fantasi, men som er værd at bruge tid på. Guille på ni år er lige startet i 3. klasse, han er følsom og mild, og det, han ønsker sig allermest i verden, er at være Mary Poppins, for hun kan flyve og har et magisk ord, hun kan sige, når hun har brug for hjælp. Guille bor alene med sin far Manuel. Hans mor, Amanda, er stewardesse og arbejder i Dubai. Om aftenen skyper forældrene, men altid så sent, at Guille ikke er vågen. En aften opdager han ved et tilfælde, at Manuel sidder og græder ved computerskærmen. Manuel er arbejdsløs og gør alt, hvad han kan for sin søn, men han forstår ham ikke. Den ihærdige skolepsykolog Maria bliver sat til at tale med Guille og hans far, og så kommer der skred i historien, især da Guille fortæller, at hans mor er en havfrue. En rørende historie om sorg, og om at finde trøst i fantasien, når livet gør ondt. Find "En søn" som e-bog

Mette Reinhardt Jakobsen: Den dag Bitte blev bæredygtig
Det er varmt. Brandvarmt. Faktisk den varmeste juli nogensinde. Bitte sidder i sin have og sveder tran og tænker, at nogen burde gøre noget for klimaet. Hun sætter sin bil til salg og investerer i regnskoven. Hun laver en liste med indsatsområder: Mindre papir, mindre vand, mindre el, mindre kød, mindre madspild, mindre plast, mindre tøj og ingen rejser. Teenagesønnen er ikke begejstret. Han vil have bacon og køre i bil. Det er ikke let at blive bæredygtig. Det, erfarer Bitte hurtigt, for end ikke hendes bedste intentioner vinder gehør omkring hende. Folk bryder sig ikke om at blive kaldt uansvarlige og uanstændige slet ikke dem, hun antaster i supermarkedet. Naboen, med de elektroniske dingenoter og fryseren fuld af kød, er heller ikke lydhør, og veninden vil hellere spise burger end quinoa. Men så tager Bitte selv affære. Finurlig samfundssatire der tager fat i problemet ved at ville gøre alle de rigtige ting, men som trods de bedste intentioner ender med at støde omverdenen fra sig.  Find "Den dag Bitte blev bæredygtig" som e-bog 

Kirstine Hagen Thomasen anbefaler

Stine Pilgaard: Meter i sekundet
I "Meter i sekundet" er en ung kvinde flyttet til Vestjylland, hvor hendes kæreste underviser på en højskole.  Hun selv er på barsel med et barn, der kun kan sige ’muh’, og derudover famler hun lidt for at finde sin plads i moderskabet, på højskolen og ikke mindst i lokalsamfundet blandt stoute jyder.  For at få lidt indhold i tilværelsen slår hun sig ned som brevkassedame i lokalavisen og forsøger desuden, mere og mere desperat, at tage kørekort. En på overfladen morsom men også dybt rørende roman om at forsøge at finde et ståsted i et miljø, hvor det meste forbliver usagt.
Find "Meter i sekundet" som ebog 

Vanessa Springora: Samtykket
En me too-bog og en beretning om at miste magten over sin egen fortælling og siden tage den tilbage. I denne erindringsroman fortæller forfatteren nøgternt og reflekteret om det forhold, hun som ganske ung havde til en meget ældre forfatter. Først beskrives hvordan hendes benovede mor, fraværende far og naive omgangskreds gjorde hende til et let bytte. Dernæst oplever vi hendes korte intense lykke. Og til sidst opregner hun den årelange kamp for at generobre magten over sit liv og sin historie, som den erfarne og vidt berømte elsker flittigt har fortolket og omskrevet i sit forfatterskab. 
Find "Samtykket" som ebog eller som lydbog 

Carsten Müller Nielsen: De døde fylder dagene med en smag af mønter
Denne lidt undseelige bog er noget af det smukkeste, jeg har læst i år! Romanen følger to spor: I det ene genindtager naturen på grusom men også poetisk vis den forladte zone omkring det nedsmeltede Chernobyl-atomkraftværk. Og i det andet hyrer en tidligere soldat en prostitueret til at lytte. Hen over en lang nat fortæller han stilfærdigt men insisterende om sine oplevelser, dengang han blev beordret til at rydde op efter den store katastrofe, ingen helt forstod.
Find "De døde fylder dagene med en smag af mønter" som ebog eller som lydbog