DR Romanprisen 2019

06.12.18
Se de nominerede

Hanne Richardt Beck: For enden af perronen
'For enden af perronen' giver de sidste fire årtier stemme og farve, og romanen overbeviser både med troværdige personportrætter og et fint tidsbillede af de seneste 40 år. Peter står på perronen klar til at springe ud foran et tog, mens tankerne flyver tilbage til 82’, hvor han i 9.klasse mødte de piger, som fik skæbnesvanger betydning for hans liv. Vi præsenteres for temaer som svigt og det at blive offer, så det både bliver universelt og tegner et portræt af tiden. Magtkampe og hierarker i ungdomsårenes venskaber skildres uhyre rammende ligesom de uløselige bånd i familien og kærlighedsforholdet. Samtidig overbeviser romanen ved at vise, hvordan mennesker reagerer forskelligt på de store (politiske) omvæltninger, der er sket i samfundet gennem de sidste 40 år.

Mathilde Walter Clark: Lone star
Gennem sin helt egen originale, essayistiske stil, fyldt med litterære og filosofiske referencer, fortæller Mathilde Walter Clark både om at have en far på afstand og om det amerikanske samfund. Med afsæt i egen historie kredser ’Lone Star’ på en fin måde om tid og erindring, og hvordan vi bærer tidens mærke:  ”Vi kan aldrig vende tilbage til dem, vi engang kendte eller den vi engang var”. Første del, ’Erindringsbog’ rummer gribende beskrivelser af besøgene som barn hos faren, (halv)søskende og en excentrisk stedmor. I anden del ’Rejsebog’ rejser forfatteren rundt i USA som voksen sammen med faren og forsøger at gøre slægtens historie til sin egen. Bogen er en kærlig skildring af forholdet til faderen, som fik forfatteren til at ’se’. Det er et fællestræk med 'Hungerhjerte', hvor faderen også har den rolle.

Karen Fastrup: Hungerhjerte
Ligesom 'Lone Star' er 'Hungerhjerte' en autofiktiv roman, og den rækker også tilbage til forfatterens barndom. 'Hungerhjerte' viser på en hudløs og overbevisende måde, hvordan psykisk sygdom hænger tæt sammen med at have et hjerte, som hungrer efter livets intensitet, efter nærhed og kærlighed. Afsnit med barndomserindringer skildrer, hvordan forfatteren allerede som barn var meget bange for at blive afvist og higede efter nærvær og fylde.  Romanen viser kampen for at komme på den anden side af sygdommen, og hvordan man kan leve med sine store følelsesmæssige svingninger, da de er en del af at give sig selv hen til livet. Romanen har en sjælden intensitet fra start og til slut og gør læseren klogere på både psykisk sygdom og livet som sådan. En roman der appelerer både til hjerne og hjerte.

Helle Helle: de
Helle Helle skriver om forholdet mellem en mor og datter i skyggen af sorg og død på en både smuk, original og rørende måde. Romanen er sjov og uendelig trist på samme tid. Vi er i 80'erne og møder en 16-årig pige og hendes mor, som er alvorligt syg. Men de taler slet ikke om sygdommen og sorgen og det kommende tab; de taler om alt mulig andet, de griner rigtig meget og lever videre næsten som om, sygdommen ikke er der. Men også kun næsten, for der er en stærk undertone af sorg og tab, som er stærkere end i forfatterens tidligere bøger. Romanen stråler af sproglig præcision og elegance, som bortset fra replikkerne er skrevet i nutid. Den rene nutid udsætter på sin vis den død, der er i vente. Med ’de’ overgår Helle Helle sig selv samtidig med romanen er fyldt med referencer til tidligere bøger i forfatterskabet.

Kim Fupz Aakeson: Bådens navn
Helle Helles ’de’ og ’Bådens navn’ er vidt forskellige, men de har det underspillede, humoren og skildringen af overgange til fælles. Aakesons galgenhumoristiske fortælling om en kvinde, der går i hundene, er en finurlig blanding af komedie og tragedie. Det er et underholdende og tankevækkende portræt af en fængselspræst, der selv bærer på en stor skyld, og romanen skildrer det øjeblik, hvor et menneske mister sin tilregnelighed. Aakeson viser de mørke sider af livet, og hvad der sker, når vi mister kontrollen over det. Man genkender den fandenivoldske stemme fra hans populære børnebøger. Fupz Aakeson er en mester i at skrive rappe og flertydige replikker, som vi kender fra film som 'Den eneste ene’, hvor han står bag manuskriptet. 

Morten Pape: Guds bedste børn
Ligesom Fupz Aakeson er Morten Pape manuskriptforfatter, og Papes filmiske greb med at krydsklippe frem og tilbage fungerer ualmindelig godt i 'Guds bedste børn'. I 2008 blev et 16-årigt dansk-tyrkisk avisbud dræbt af et kølleslag i hovedet. I romanen stiller Pape skarpt på, hvordan vold og social arv gennemsyrer tilværelsen for fire unge, der minder om dem, der var involveret i drabet dengang. På skift følger vi de unge, der alle kæmper for at få livet til at hænge sammen efter drabet. På den ene side offeret og hans bedste ven, og den anden side de to fætre: drabsmanden og hans medsammensvorne. Romanen frikender ingen for skyld, men viser, at gerningsmændene er andet end deres vold og giver dem en historie og en stemme, der sjældent kommer til orde. 

Materialer