Lun på Ord varmer op

05.12.19
Sæt kryds i kalenderen

Her er lidt afsløringer af, hvad programmet kommer til at byde på.

Forfatterinden Ane Riel taler med tidligere lokalredaktør Helene Holm Stolle om at arbejde med ord med afsæt i den seneste anmelderroste stærke roman “Bæst”. Hun har et talent for at skrive klare, syrede, smukke og underlige billeder frem. Derfor er det også oplagt, at hendes anden roman “Harpiks” er i gang med at blive filmatiseret.

Poeten og sangerinden Elisabeth Gjerluff Nielsen har været opslugt af ord siden, at hun var en lille pige med røde træsko i Skjern. Hun har en detaljerig og levende hukommelse, som hun har brugt i sin erindringsbog “Store børn” om familien, der går i opløsning da de fire søskende mister både mor og far inden for ti dage. Hun taler med Camille Blomst på scenen om sin glæde ved ord og synger et par af sine sange.

Den franske forfatterinde Delphine de Vigan har skrevet sig ind i hjerterne med sine autofiktive romaner. Hendes seneste roman “De taknemlige” er andet andet bind i trilogien om følelser. Den trækker tårer og vækker smil. Bogen handler om en ældre kvinde, der har levet af sproget, men nu er ved at miste det. Ordene forsvinder, hun leder efter dem, men kommer til at sige noget sødt vrøvl. Mød den danske oversætter Karsten Nielsen, der har arbejdet med at få de snurrige sproglige detaljer i ordforviklingerne til at blive elegante. Han har twistet hjernen i sin leg med ord for at dyrke romanens oprindelige sproglige originalitet. Oplev ham på scenen med litteraturformidler Ann-Lisbeth Holm om arbejdet med at skrive bogen sammen forfatteren 

Fredag kommer det prisbelønnede acapella vokalensensemble “Dopplers” og synger salen op sammen. De bevæger - og bevæger sig i rummet. 
 
Debutanterne Sune de Souza Schmidt-Madsen og Sarah Skyt Persson er på scenen sammen. Sune de Souza Schmidt-Madsen debuteret som romanforfatter med 70’er romanen “Kannibalens Lov”, der udspiller sig i diktaturens Brasilien. Den er både poetisk, politisk og bygget over et virkeligt plot om den dansk forretningsmand, der opfandt en modbydelig tutormetode. Så er Sara Skyt Perssons fortælling fra samtidens Herning i Sydbank “Sku’ det være en anden gang” mere fredsommelig. Vi skænker en Herningkaffe med en lille brasiliansk rom og en romkugle til dessert. 

Cafe Cassiopeia laver farverig kyllingegryde til fællesspisning, Madbillet til 60 kroner per person købes senest tirsdag den 14. 1. I cafeen. Hele festivalen byder cafeen på kaffe, hjemmebagt kage og sund mad til fornuftige priser.

Se hele programmet her