Person der observerer solen over vandet

Udforsk nye territorier på eReolen

07.05.19
Guf for de uhelbredeligt nysgerrige

Vi mennesker har altid været nysgerrige. Vi går på opdagelse i verden og os selv, afprøver grænser og udforsker nyt land. Det nye, anderledes og ukendte pirrer vores nysgerrighed på en helt særlig måde og driver os til at stille vigtige spørgsmål, tage på rejser eller længes efter græsplænen på den anden side af hækken. Vi stiller skarpt på nye territorier og hiver fat i litteratur, der på den ene eller anden facon handler om at begive sig ind på nye områder. Du vil kunne læse om alt fra opdagelsesrejser og månelandinger til ny videnskab, fri porno og guldgravere. Her får du et lille udvalg at starte ud med. 

Klassikeren: Defoes klassiker om sømanden Robinson Crusoe, der bliver tvunget til at indtage et uopdaget territorie i form af en øde ø og skabe sig en tilværelse som eneboer, er på det nærmeste en 'must read'-bog. Historien om Crusoe og hans forsøg på at genskabe civilisationen forfra med egne hænder på en øde ø er af mange gode grunde blevet cementeret som en af de store europæiske myter. 

Den eventyrlystne: Lider du af rejsefeber, eller har du en Indiana Jones-fan gemt i dig, kan du passende dykke ned i den spændende historie om arkæologen og eventyreren, Hiram Binghams, ’opdagelse’ af Machu Picchu i 1911. Bogen er Binghams egen beretning om rejserne i Sydamerikas jungler og bjerge, og fortællingen om hans opdagelser og eventyr er gået over i historien som en af de klassiske rejseberetninger. 

Den frække: I Søren Hein Rasmussens velskrevne og lettilgængelige beretning om pornoens frigivelse i Danmark i 1969 kan du blive klogere på pornoens fortid, nutid og fremtid. Det er en historie om danskernes frisind og udforskningen af et fænomen, der måske ikke er nyt (porno har eksisteret siden tidernes morgen), men som ved frigivelsen blev hevet op af de mørke skuffer og bragt frem i dagslyset. 

Den hjertevarme: Du kan også gå i en hel anden retning og kaste dig over en af de mange fortællinger om personer, der i mere metaforisk forstand udforsker nye territorier. I Gayle Formans Jeg er faret vild møder vi tre personer, der på meget forskellig vis har fået revet rødderne op og skal lære at leve med en ny virkelighed. Freya er sanger og har mistet sin stemme, Harun kæmper med at springe ud som homoseksuel, og Nathaniel er blevet hjemløs og prøver lykken i New York. Sammen hjælper de hinanden til at finde fodfæste på usikker grund. 

Den fantastiske: Et sted, hvor man virkelig kan udforske nye territorier er i fantasyens verden. Tag med Prins Yarvi på hævntogt, hvor han skal forsøge at overvinde den onkel, der har forskudt ham fra tronen i bogen Den halve konge. Bogen er første del af en serie, så hvis du bliver fanget af denne verden, kan har du mulighed for at blive i den i mange timer. 

Den maritime: Den oplagte roman at anbefale her, er naturligvis Mørkets hjertemen den mindre kendte roman Ad østens kongevej af samme forfatter fortjener også en anbefaling. Her møder vi kaptajn Whalley og hans besætning, som sendes afsted på en rejse mod øst. Hvad de ikke ved er, at skibets ejer er i pengeproblemer, så han spekulerer i at lade skibet synke undervejs, så han kan inkassere forsikringssummen. Vi anbefaler især lydbogen indlæst af skuespiller Thomas Waern Gabrielsson. 

Vores håb er, at vi kan inspirere dig til nogle gode læseoplevelser i den kommende måned – og så håber vi selvfølgelig, at vi kan udfordre dig til at gå på opdagelse i nye litterære territorier.  

God læselyst!

Oprindeligt skrevet af eReolen.

Materialer