Grafik: Anne Lundsfryd
Grafik: Anne Lundsfryd

Så er vores forårsprogram klar

07.01.22
Glæd dig til forårets mange spændende arrangementer for voksne

Vi har atter sonderet terrænet og sammensat et bredt og vidtfavnende program, der kan stille manges kulturelle sult.

Vi kan byde på en fornem trio til fans af det skønlitterære. I marts har vi således fornøjelsen af at invitere Merete Pryds Helle indenfor. Hun vil fortælle om sin kommende bog, ”Det vågne hjerte”, tredje selvstændige del af serien, der også indeholder de populære ”Folkets skønhed” og ”Vi kunne alt”. Senere i marts kan du møde Morten Pape, der også kan præsentere tredje og sidste bind i sin populære og velanmeldte Amager-trilogi, ”I ruiner”.

I april byder vi på journalist og roman-debutant Iben Albinus, der med sit spændingsbrag ”Damaskus” har ramt både læsere og kritikere.

Vi har også spændende tilbud til de samfundsinteresserede. I samarbejde med Immigrantmuseet har vi nemlig fokus på Afghanistan, når prisvindende journalist og dokumentarist Nagieb Khaja kommer forbi til en snak om det traumatiserede land. Og politiker og samfundsdebattør Pelle Dragsted kommer med foredrag om sin storroste bog ”Nordisk socialisme”.

Videnskabeligt interesserede kan se frem til en række naturvidenskabelige foredrag, mens musikfans kan glæde sig til saxofonforedrag med Karsten Vogel og en musik-quiz. Endelig kan vi byde på hyggelige fællesoplevelser med guidet fælleslæsning og strikkecafé. Vi glæder os til at se jer.

Se de enkelte arrangementer på vores hjemmeside og tilmeld dig allerede nu. Du kan også meget snart hente et program på biblioteket eller du kan se det online her