Læs dig på ferie
Rejs med litteraturen

Sydeuropæiske romaner fra 2020

04.02.21
Italienske, spanske, portugisiske, græske, tyrkiske og franske romaner fra 2020

Plejer du at holde sommerferie i Sydeuropa? Det er nok lidt usikkert, om du kommer til det i år. Men det er sikkert og vist, at du kan låne de nye sydeuropæiske romaner, der udkom i 2020. Nogen af dem kender du sikkert, vi kan i hvert fald se på antallet af reserveringer og udlån, at mange læsere har opdaget:

  • At der er kommet endnu en stor, underholdende, historisk roman af spanske Ildefonso Falcones, forfatteren til "Havets katedral"
  • At der er kommet en ny stor roman af Elena Ferrante, forfatteren til den fantastiske Napoli-serie, der begyndte med "Min geniale veninde

Elena Ferrante er et pseudonym. Indtil videre er det ikke officielt blevet afsløret, hvem der gemmer sig bag navnet. Men der går rygter om, at det er Anita Raja, som er gift med en af de andre forfattere på listen nedenfor, nemlig Domenico Starnone, som er født i Napoli i 1943. Har du endnu ikke læst Domenico Starnone, vil jeg anbefale dig at læse hans "Drilleri" og "Bånd".

Der er sjældne gæster på listen: en græsk roman, "Tereza", som virkelig fortjener læsere! Romanen bygger på virkelige personer/hændelser. Tereza bliver født i Paris i 1889. Hendes mor efterlader sin datter hos Sarah Bernhardt, som er gift med faren til barnet. Her er Tereza dog ikke ønsket, så hun ender hos en ven af familien, en af Europas største våbenhandlere, som sender hende til Thrakien. Det er en vild historie, smuk, anderledes, charmerende. Med et væld af personer (mange berømtheder) og fortællinger, så det kræver fokus at følge med, men historien er så god, at man gør sit bedste for at hænge på.

Oprindeligt skrevet af ez, Vejle Bibliotekerne.

Materialer