Indgangsparti Hareskov bibliotek
Indgangsparti Hareskov bibliotek

Ny service på Hareskov Bibliotek

13.01.21
Aflever dine bibliotekslån døgnet rundt i ny afleveringsautomat 

Nu kan Hareskovs biblioteksbrugere endelig også gøre det: aflevere bøger og andre materialer når som helst, det er belejligt for dem. Ligesom i Værløse og i Farum er der monteret en automat, der er enkel at bruge. Placeringen indendørs i vindfanget gør det oven i købet også til en tørskoet oplevelse, og du kan benytte den allerede nu, selvom biblioteket er lukket pga af coronasituationen.

Automaten er åben døgnet rundt, men som det også sker med flaskeautomater, ja, så går sådan en automat af og til i baglås. ”Vi holder øje med den online, men vi skal have en medarbejder sendt ned på biblioteket for at ordne problemet, så vi vil bede borgerne have forståelse for, at den ikke lige kan fikses her og nu om aftenen eller i weekenden”, fortæller biblioteksleder Ricki Elsgaard, der glæder sig over nu at kunne tilbyde denne efterspurgte service på Hareskov Bibliotek.

Automaten er identisk med den, der er etableret til højre for indgangen til Værløse Bibliotek og i Farum ved indgangen til Kulturhuset fra Bytorvet. Begge automater benyttes flittigt – også her mens bibliotekerne har lukket.