Se forårsprogrammet

26.01.18
Forårets spændende arrangementer for børn og voksne

Forårstegn - for børn
Mens vi venter på foråret og sommersolen, har vi masser af sjove, hyggelige og lærerige arrangementer på børnebiblioteket for børn i alle aldre. I januar bliver børnebiblioteket fyldt med troldesjov, både i forbindelse med den årlige festival ’Lun på Ord´ og efterfølgende, hvor vi inviterer børn og deres familier indenfor til sjov på Bukke Bruse broen. Her kan I gøre det klassiske børneeventyr ’De tre bukke bruse’ levende igennem leg. Både fastelavn og påske markeres som altid med kreative værksteder, og der vil igen i år være flere filmformiddage for de yngste, samt lørdagsfilm for hele familien. Der skal selvfølgelig også være teater, og som noget helt særligt i år, kan I opleve et tegneserie-teater med Hunden Ib, som vi kender fra børnebøgerne. For de lidt ældre er der mulighed for at nørde med, når vi får besøg af Robotklubben til ’Dronelørdag’ og Gamingcafé til Pokémonsjov. Vi glæder os til at byde jer indenfor!
Se børneprogrammet via linket herunder! 

En buket blandede tulipaner - til de voksne
Kort efter festivalen Lun på Ord i januar måned tager vi hul på forårsprogrammet, der byder på møder med tre af tidens store forfattere: Hanne-Vibeke Holst, Mich Vraa og Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Du kan også komme til musikforedrag om Rolling Stones og deltage i en camino-café, hvor du kan høre om den nordsjællandske pilgrimsrute Tisvildevejen og møde erfarne camino-rejsende. I den alvorligere ende er der film- og debataften, hvor vi viser Christina Rosendals helt nye, stærke dokumentarfilm ”Vold – i kærlighedens navn”, optaget på kvindekrisecentret Danner. Efter filmen kan du møde instruktøren, der fortæller og svarer på spørgsmål. Idéer til læsestof i ferietiden får du i vores forårsbogcafé, og endelig byder vi på en opmuntring til børnefamilierne, når den populære familievejleder Lola Jensen fortæller om, hvordan man får sund fornuft til at gro i familien.
Se voksenprogrammet via linket herunder! 

Forårshilsner fra
Furesø Bibliotek & Borgerservice