Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

1. del i serie i den paranormale genre. En bog henvendt til piger fra 13 år, og de skal nok falde for den superflotte fotoforside

Beskrivelse

Sara er 15 år og en helt normal populær pige. Eller er hun nu det? Alene på værelset kan hun nemlig tale med dæmoner. Det får katastrofale følger, da hun begynder at bruge dem mod en ny pige i klassen, som mobber hende. Bogen er sikkert fortalt i jeg-form i en tænksom, reflekterende stil, som nok tager sig lidt for lang tid, men får fortalt en interessant historie i genren, hvor almindeligt teenageliv med skole, forældre og forelskelse blandes med det paranormale. Sara er en sød og sympatisk pige med problemer, som læseren kan identificere sig med, men det uhyggelige og dæmoniske er desværre ikke helt så dominerende, som jeg kunne have ønsket, og bogomslaget lægger op til. Måske ville det have styrket uhyggen mere, hvis man havde troet, at dæmonerne var inden i Sara selv i stedet for, at de optræder konkret og i flashbacks. Forfatteren kendes især fra bøger til drenge som serien om Kaptajn Blodskæg

Sammenligning

Steve Feaseys serie Formskifter (11/13) er bare en af mange andre bøger til målgruppen i denne kombination af nutidens hverdagsliv parret med overnaturlige fænomener

Samlet konklusion

Samlet set en velskrevet og godt drejet bog, som nok skal finde sin plads blandt yndere af genren, især fordi Sara er godt skildret. Men personligt kunne jeg godt have brugt mere kriblende gys og mindre snak og tænkeri. Under alle omstændigheder er jeg spændt på næste bind