En ung kvinde flytter i kollektiv for at arbejde på sin performance til Aarhus Kunsthal. Men i arbejdet med kunsten indhenter fortiden hende
Henter beholdningsoplysninger.
Se emnetal, sidetal og mere
Anmeldelser
Lektørudtalelse
Romanen fortælles i to spor; det ene i 2013 fortalt i jegform gennem Kathrine og det andet i 1999, hvor Kathrine taler direkte til sig selv som 13-årig, der oplever overgrebene og begynder at være selvskadende. De to spor fungerer upåklageligt, og Kathrines store ømhed for sit unge jeg er både rørende og smerteligt. Sproget er på en gang fyldt med højstemt alvor, men der er også humoristiske betragtninger af især de andre kollektivister, der er til stede som små økologiske klichéer i romanen. Kunsten bliver spillebane for alt det komplekse, som romanen handler om; krop, erindring og det skrøbelige sind og mere konkret; problematikken med overgreb og selvskade