Kom til gratis litteraturfestival i weekenden
Når Lun på Ord slår dørene op for 10. gang, er det med et kæmpe jubilæumsprogram for både børn og voksne.
Af Katrine S
Sanne Salomonsen. Hanne-Vibeke Holst. Kim Blæsbjerg. Lærke Kløvedal. Det er bare et lille udpluk af de navne, som lægger vejen forbi Galaksen og Værløse Bibliotek i weekenden, når den gratis litteraturfestival Lun på Ord fejrer sit 10-års jubilæum. Man kan hente et eksemplar af hele festivalprogrammet på biblioteket eller bladre i det online.
Traditionen tro er det borgmesteren, der åbner festivalen. Kom og hør Furesøs nye borgmester Nicolai Bechfeldt holde sin åbningstale fredag kl. 14, hvorefter forfatter og skuespiller Anne Marie Helger vil tale om øjeblikke i sit læseliv. Øjeblikke er temaet for årets festival, og tyvstarten går allerede fredag kl. 13 med en fernisering og reception for udstillingen Rammende øjeblikke med stifteren af foreningen Læs for Livet, Rachel Röst, som taler. Bag udstillingen står Fontænehuset, som er et tilbud for mennesker med psykisk sygdom og udfordringer.
Fællesskab, fællessang og fest
Lun på Ord er én stor fejring af læsning og de fællesskaber, der opstår, når mennesker mødes om begejstringen for det skrevne ord. Men også det sungne ord spiller en hovedrolle, når festivalen inviterer til en times festlig fredagsfællessang med musikerne Jakob Høgsbro og Mads Strandgaard, kendt for deres populære fællessang på Nørrebro Teater. Lørdag kl. 16 lukker Sanne Salomonsen den 10. udgave af Lun på Ord med et brag, når hun indtager scenen til en samtale om sit liv og synger nogle af sine sange live.
Børneprogram med vokseværk
Festivalprogrammet for børn er større end nogensinde med koncerter, kreaværksteder med bogkager og kæpheste, ansigtsmaling, foredrag og livetegning med Lemire og Bregnhøi, duoen bag de populære tegneserier om pigen Mira.
Undervejs kan man også lære, hvorfor tis er gult, når bamselægen Sandra fra Ramasjang fortæller om kroppen, og prøve, hvor lækre bælg- og rodfrugter er, når kogebogsforfatter Christian Schiødt deler ud af både smagsprøver og erfaringer som madfar i en daginstitution.
Børnenes fantasi får lov til at få frit løb både under Peter Nordahls fortællekoncert om Hunden Ib, og når Skrallebang inviterer børnene på scenen til musikalske løjer. Hvis ørerne trænger til hvile bagefter, kan ungerne nyde et roligt øjeblik i et af Søndersøskolens hyggelige læsetelte med børnebøger for enhver smag.