Kulturskolen anbefaler

Møde folkene bag Furesø Kulturskole, Furesøs nye indgang til kulturen for børn og unge, og få inspiration til læsningen med deres boganbefalinger.

Af Katrine

Furesø Kulturskole tilbyder fritidsaktiviteter for børn og unge, samt kulturpakker for skoler og dagtilbud – indenfor kunstarterne musik, billedkunst, drama og litteratur. 

Foto: Furesø Kulturskole
Sofie, Jes og anne-Mette fra Furesø Kulturskole

Sofie Franck Olesen, Børnekulturkonsulent

Jeg er en del af Furesø Kulturskole og udvikler vores nye koncept Kulturpakker, der er et bredt udsnit af kunstneriske aktiviteter for dagtilbud og skoler. Jeg elsker at se, hvordan kulturoplevelser kan pirre børns nysgerrighed, give dem smil på læben og mod på at kaste sig ud i noget nyt.

Boganbefaling: ‘Kun til navlen’ af Linea Maja Ernst. Handler om en vennegruppe i 30’erne, der står overfor en ny livsfase med dertilhørende frygt for småborgerlighed og modstridende ønsker til livet og kærligheden. Læste den med min vennegruppe, som en afspejling af det kapitel, vi selv er på vej ind i.

Anne-Mette Munch Olsen, Ungekulturkoordinator 

Sammen med frivillige unge driver jeg kommunens ungekulturhus, jeg er kontaktperson for Furesø Ungepanel og jeg står bag en række kulturprojekter, hvor unge spiller en aktiv rolle.

Jeg brænder for arbejdet med unge og kultur, fordi jeg tror på, at mødet med kulturen åbner døre: det fremmer kreativitet, personlig udvikling og styrker unges stemme og handlekraft. Når unge engagerer sig i kultur, vokser deres verden – og de vokser med den.

Boganbefaling: Jeg elsker Rebekka Holm serien af Julie Hastrup. Den er spændende og består pt. af 10 bind, hvormed man virkelig føler, at man kommer ind under huden på den kvindelige hovedrolle.

Jes Gram, Udviklingsleder for børne- og ungekultur

Jeg ved fra eget liv, hvilken stor og udviklende betydning kulturen har og har haft. Netop derfor vil jeg gerne, sammen med Sofie og Anne-Mette, prøve at være den “kulturkatalysator”, i form af Kulturskolen, der kan give alle kommunens børn og unge en mulighed for udvikling, vækst og trivsel gennem alsidige kulturtilbud. Kulturen kan flytte mentale grænser gennem nye perspektiver, værdier og ideer, som kan udfordre eksisterende tænkemåder og overbevisninger. Det kan føre til øget forståelse, tolerance og en mere åben tilgang til verden.

Boganbefaling: “Børnenes bog” af A.S. Byatt. “Børnenes bog" er en forbløffende roman. For læserens øjne genskaber den en æra, der glitrede af fremtidshåb, skønne ideer og liv og grøde i alle kroge, men hvor forholdet mellem forældre og børn, mellem kunst og sandhed, mellem ideer og virkelighed var lige så komplekst og fuld af faldgruber som i dag.