Programmet til Lun på Ord 2026 er landet
Kom ned på biblioteket og hent dit eksemplar.
Af Katrine S
Den 23.-24. januar 2026 lægger Værløse Bibliotek og Galaksen hus til et stjernespækket program, når den 10. udgave af den gratis litteraturfestival Lun på Ord finder sted. På festivalen kan man opleve Sanne Salomonsen, Hanne-Vibeke Holst, Kim Blæsbjerg, Lea Korsgaard, Harald Voetmann, Lone Theils, James og Anette Price, Lærke Kløvedal, Fine Gråbøl, Michael Mørkøv og Anne Marie Helger. Lun på Ord-litteraturfestivalen har over årene udviklet sig til at være den største kulturbegivenhed i Furesø med over 3.000 deltagere.
Tag ungerne med om lørdagen
I tillæg til et spændende program for de voksne fredag og lørdag, er lørdag også festivalens familiedag, hvor der er planlagt en masse aktiviteter og underholdning for børnene. Der vil være kreaværksteder med bogkager og kæpheste, ansigtsmaling, grønt madværksted, fortællekoncert om hunden Ib, teaterkoncert med Skrallebang, Bamselægen Sandra fra DR fortæller om kroppen og ophavsmenneskerne til de populære bøger om pigen Mira lægger vejen forbi. Så tag ungerne med til en uforglemmelig dag i bøgernes tegn.