Læsekreds om jødisk litteratur - Norden og europa
- Tid
- 16:30 - 17:45
- Bibliotek
- Farum Bibliotek
- Adresse
-
Kulturtorvet 12
3520 Farum
Danmark
I denne læsekreds vender vi blikket fra Danmark og kigger mod det øvrige Norden og Europa. Vi har udvalgt syv værker, som ud over at afspejle jødisk identitet og kultur i både klassisk og nyere litteratur, også byder på gode læseoplevelser.
Den første læsekreds havde fokus på, hvordan danskjødisk historie, liv og kultur udfolder sig i litteraturen. Selv om der har boet jøder i Danmark i 400 år, har de færreste ikke-jødiske danskere et særligt indgående kendskab til jødisk kultur og identitet.
Det praktiske
Furesø Bibliotekerne inviterer til et første møde, hvor Ann-Lisbeth Holm og Helle Winther Olsen vil deltage og fortælle om forløbet. I får også udleveret første bog og en spørgeguide, som I kan bruge til at komme rundt om bogen til de kommende læsekredsmøder. Bemærk, at bibliotekarerne IKKE deltager i læsekredsmøderne
Det skal du læse
MARIANNE FREDRIKSSON: HUSET VED KYSTEN, 2011
Psykologisk skildring af to jødiske drenges vanskelige opvækst i Sverige omkring 2. verdenskrig og af venskabet mellem dem og deres respektive familier på trods af vidt forskellig social baggrund.
ELISABETH ÅSBRINK: FORLADTHEDEN, 2021
Slægtsroman, der følger tre generationer, Rita, Sally og K, i tre forskellige byer, London, Stockholm og Thessaloniki. Med spor tilbage til de jødiske forfædres skæbne fortælles historien om en ukontrollerbar ensomhed, der går i arv.
SIMON STRANGER: LEKSIKON OM LYS OG MØRKE, 2020
Roman der bygger på den virkelige historie om forfatterens
svigerfamilie, den norsk jødiske Komissarfamilie og Gestapos håndlanger i Trondheim Henry Oliver Rinnan.
ISAAC BASHEVIS SINGER: SHOSHA, 1987 (ORIGNALUDG. 1978) En håbefuld, ung forfatter får i mellemkrigstidens Warszawa
valget mellem et nyt, frit liv i USA eller at forblive tro mod sin polsk-jødiske rod på trods af den truende krig.
JOSEPH ROTH: JOB, 2010 (ORIGINALUDG. 1930)
Omkring århundredeskiftet lever en jødisk familie i Rusland på fattigste vis. Forældrene emigrerer til Amerika, hvor sønnen allerede er. De føler sig rodløse. Når lykken nogensinde til dem?
STEFAN ZWEIG: VERDEN AF I GÅR, 2023 (ORIGINALUDG. 1941).
Forfatteren Stefan Zweigs (1881-1942) liv i Østrig, 1.
verdenskrigs hærgen, hans liv som flygtning under nazismens forfølgelser samt om hans møder med datidens intellektuelle.
SARAH KOFMAN: RUE ORDENER, RUE LABAT, 2024
Den franske filosof, Sarah Kofman, fortæller om sin barndom i Paris under den nazistiske besættelse, hvor hendes jødiske familie bliver forfulgt. Kofman bliver reddet af en fransk kvinde, der får afgørende betydning for hendes videre tilværelse. Meget interessante erindringer for alle, der nyder velskrevne biografier.
TILMELDING TIL LÆSEKREDS:
Helle Winther Olsen
hwo@furesoe.dk
INDTRYK, AFTRYK, UDTRYK – DET HANDLER OM AT VÆRE TRYG
Projektet udføres af Immigrantmuseet, Furesø Bibliotekerne og Dansk Jødisk Museum i forening efter ansøgning til Kulturministeriets pulje til oplysning om 400 års danskjødisk liv og kultur med det formål at bekæmpe antisemitisme.
Indtryk, aftryk, udtryk løber over i alt tre år og tilbyder en række foredrag og arrangementer, som i 2025 afrundes med en stor særudstilling på Immigrantmuseet og i Farum Kulturhus om jødisk identitet og antisemitismens historie.