Flersprogede biblioteksbrugere

Verdensbiblioteket er lukket - men der er stadig mange muligheder for biblioteksbrugere med andet sprog end dansk

Verdensbiblioteket.dk var et digitalt univers af bøger, film og musik for sproglige minoriteter i Danmark. Desværre var det for vanskeligt at skabe et tilstrækkeligt attraktivt tilbud til borgere med sproglig minoritetsbaggrund, og tjenesten er derfor lukket.

Men det Kgl. Bibliotek fortsætter sin service til folkebibliotekernes betjening af flersprogede biblioteksbrugere på samme niveau som hidtil. Det betyder, blandt meget andet, at folkebibliotekerne fortsat kan bestille depoter og andre materialer til sproglige minoriteter fra Det Kgl. Bibliotek. Se Det Kgl. Biblioteks materialer til sproglige minoriteter

Hvis du selv, eller én du kender, ønsker biblioteksmaterialer som musik, bøger, film eller artikler på andre sprog end dansk, så henvend dig til en bibliotekar eller skriv til os på bibliotek@furesoe.dk, så vil vi gøre, hvad vi kan, for at hjælpe dig.

Furesø Biblioteker har en samling af materialer på andre sprog. På furbib.dk kan du fx i søgefeltet skrive: sp=tyrkisk, så får du en liste med materialer på tyrkisk. Skriver du tilsvarende sp=ara i søgefeltet, så får du materialer på arabisk.