Valdemarsro

Herfra lytter jeg: Valdemarsro

02.04.24
Ann-Christine Hellerup Brandt står bag Valdemarsro, hvor hun deler inspiration til dejlig mad og madplaner på Valdemarsro.dk, i appen, i sine kogebøger og på sociale medier.

Hvad betyder bøger for dig?

Lige siden jeg var barn, har jeg været begejstret for bøgernes verden og har læst uendeligt mange bøger som barn, teenager og voksen. Min læseglæde er stor, og jeg holder enormt meget af at slappe af med en god bog.

Hvornår læser/lytter du til bøger og podcasts?

Jeg vil altid holde meget af en rigtig god gammeldags papirbog, men jeg holder efterhånden også meget af at lytte til både bøger og podcasts. Begge dele kan noget i forskellige sammenhænge. Når jeg læser en fysisk bog, laver jeg ikke andet imens, men med lyd i ørerne får jeg stadig en masse fra hånden. Det er ved at være nogle år siden, jeg faldt for podcasts, men lydbøger har jeg skullet lære at holde af – og det er især kommet til mig det seneste års tid. Jeg lytter til podcasts eller lyd-bøger, når jeg arbejder. Det er glimrende til de dage, hvor jeg laver mad i køkkenet i timevis, eller når jeg redigerer billeder på computeren.

Hvad gør en god bog for dig?

At forsvinde ind i bøgernes verden, er som at forsvinde ind i en anden verden for en stund. Gennem bøgerne kan man trylle sig tilbage i tiden, gennemleve historiske begivenheder og menneskeskæbner eller være med som tilskuer til opklaring af mordgåder. 

Hvilke tre bøger ville du anbefale?

Jeg faldt for lydbøger efter at have lyttet til Anna Grues charmerende og hyggelige krimier i Anne-Maj Mortensen-serien – indlæst af Githa Lehrmann, hvis stemme er meget fængende og virkelig rar at lytte tid. Til min glæde er det også Githa Lehrmann, der er indlæser på Sara Blædels bøger, så selv om jeg har læst dem tidligere, har jeg lyttet til hele serien lige i træk. Senest har jeg lyttet til bogen En engel i Warszawa af Lea Kampe, en spændende historisk roman med autentiske begivenheder fra 2. verdenskrig.

Læs mere i vores inspirationsmagasin, som du kan finde på dit lokale bibliotek eller digitalt.

Oprindeligt skrevet af Camilla, eReolen.