Forårsprogram børn

05.01.21
Spændende arrangementer for de yngste

Kære børnefamilier

Efter mange mørke måneder glæder vi os til foråret og til at lade forårsarrangementerne for 2021 folde sig ud for jer. I vinterferien bliver der drøn på for de videbegærlige. I kan opleve forrygende eksperimenter, ild, skum og eksplosioner, rumrejser og raketter, når DTU Science Show og Brorfelde Observatorium kommer forbi.

Senere på sæsonen tager vi fat på det digitale. Børn og unge er generelt dygtige til at bruge digitale muligheder og medier. Men de har brug for vejledning og information, der ruster dem til at navigere og agere i den digitale verden - og det gælder også de voksne! Derfor inviterer vi til inspirerende, lærerige og underholdende foredrag om gaming, digitale trusler og ikke mindst med gode råd.

Til fastelavn og påske kan familier hygge sig i workshops, hvor kreative voksne hjælper med idéer og vejledning til at lave superflotte ting. Traditionen tro vil der være filmforevisninger for de små, og I kan også komme på en musikalsk rejse med junglens dyr. Læs om de forskellige arrangementer i folderen. Lun på ord 2021 Sæt kryds i kalenderen 11. og 12. juni 2021, hvor årets Lun på Ord i Værløse løber af stablen. Festivalen, der jo plejer at ligge i januar måned, er på grund af coronapandemien flyttet et halvt år frem. Vi har et spændende program på vej, så I kan godt glæde jer til sommerudgaven.

COVID-19 er ikke forsvundet fra vores liv i dette forår heller. Derfor planlægger vi at gennemføre vores arrangementer med forsvarlig afstand, uden pauser og med færre deltagere for fortsat at kunne byde på oplevelser med kultur, ny viden og inspiration til livet.

Se hele programmet som pdf herunder eller gå direkte til billetbestilling under "arrangementer".

Mange hilsner
Børnebibliotekarerne i Furesø