Lun På Ord

08.01.24
Mød Tafdrup, Helle Helle, Engberg, Hancock, Madame Nielsen, Nors, Tind og Anne Dorthe Michelsen m.fl.

Vi glæder os til at byde velkommen til Lun på Ord i vante vinterrammer.

Ord og fortællinger er netop noget, vi kan varme os ved og har brug for i en kold tid. I en tid, hvor det er vigtigt at vi kan sætte os ind i andre menneskers livssituationer og komme helt ind i hinandens hjertekamre. På den vis får vi ordene med os, så vi kan samtale om, hvad der ligger os på sinde – så vi kan forstå hinanden, rumme hinanden – også når tingene bliver sagt mellem linjerne.

Årets tema er Mellem linjerne, fordi det ofte er dér, alting står. Vi giver en stemme til alt det uskrevne for at få samtalerne i gang på scenen, hen over stolesæderne, i kaffekøen, ved krea-bordene og ved hele vores årlige fejring af ordene – vi glæder os til at udveksle ord med jer. 

Festivallen får blandt andre besøg af Helle Helle, Madame Nielsen, Pia Tafdrup, Dorthe Nors og Eva Tind. På den musikalske front kan man blive underholdt af Anne Dorte Michelsen, Furesø Unge Musical og deltage i quiz med DJ og radiovært Henrik Milling.

For børnene er der et væld af aktiviteter. Mød levende ugler med Birdnerd, tag på tegneworkshop med biolog og illustrator Marie Rudbæk Holm, oplev den populære fantasyforfatter og musicalstjerne Kim Ace, tag på skattejagt mellem reolerne og fold dig ud i Kreahjørnet, hvor Lundsfryd og Blomst holder kreativ genbrugsworkshop.

Alt dette er gratis og foregår i kulturhuset Galaksen og Værløse Bibliotek, Bymidten 48, 3500 Værløse.

Caféen byder på lækre fristelser hele weekenden, og om lørdag kan man få friskpoppede popcorn i popcorn-boden.

SE HELE PROGRAMMET HER