Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Slægtsforskere og lokalhistorikere får i denne bog en introduktion til at finde de digitalt tilgængelige arkivalier fra hæren og søværnet. Andre interesserede i krigshistorie og den danske hærs og søværnets udvikling finder også gode oversigter i denne bog

Beskrivelse

Den erfarne slægtsforsker Jørgen Green udgiver her 2. udgave af sin oversigt over den danske hærs og søværnets arkivalier. Digitaliseringen af arkivalierne udvikler sig stærkt, og den nye udgave medtager de seneste hjælpemidler i arkivalieronline.dk. Det samme gælder for de ikke-digitaliserede arkivalier, der kan fremsøges via arkivdatabasen Daisy på Statens Arkivers hjemmeside. I bogen er der også en oversigt over og forklaring til de mange forkortelser, der typisk anvendes i de militære værn. Bogen beskriver også udviklingen gennem tiden i hæren og søværnet, ligesom Danmarks krigshistorie 1500-1918 gennemgås. Et stort stikordsregister afslutter bogen

Vurdering

Jørgen Green opfordrer til, at de mange spændende oplysninger i hærarkiverne opdages af slægtsforskerne, men erkender også, at de kan være vanskelige at søge i. Men her er Jørgen Greens bog en særdeles nyttig håndbog, som hjælper til et godt overblik

Andre bøger om samme emne

Førsteudgaven af Greens bog udkom i 2009 med titel Slægtsforskning i lægdsruller og søruller og i hærens og søværnets arkiver