Om dette arrangement

Bibliotek
Tid
16:30 - 18:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Danmark
Tickets
Billetsalg lukket
Foredrag & debat

”Klassiker-kampen”: De store forfattere går i ringen

16.05.18
Furesøs modige bibliotekarer går i ringen med danske kanoniske forfattere og kaster sig ud i en duel på ord og højtlæsning

Kom vær med onsdag d. 16. maj kl. 16.30- 18 på Farum Bibliotek, når vores modige medarbejdere går i ringen med danske kanoniske forfattere og kaster sig ud i en duel på ord og højtlæsning. Arrangementet er et landsdækkende initiativ, som tager udgangspunkt i DR’s programserie ”Øgendahl og de store forfattere”, hvor den danske komiker Mich Øgendahl føres på tidsrejse gennem litteraturen. 

Ligesom Øgendahl inviterer arrangementet alle borgere til at stifte bekendtskab med de litterære klassikere og deres forfattere i den uforglemmelige ”Klassiker-kamp”! En duel på ord om livsnære emner, hvor Johannes V. Jensen kæmper mod Dan Turèll; H.C. Andersen går op mod Tove Ditlevsen; og Karen Blixen og Herman Bang spilles ud mod hinanden. ”Klassiker-kampen” er en god smagsprøve på DR’s program, hvor du på en sjov og hyggelig måde får en let tilgængelig introduktion til klassikerne, og har mulighed for at blive inspireret til selv at gå på opdagelse i forfatternes værker. 

”Med ”Klassiker-kampen” ønsker vi at vise borgerne, at klassikerne ikke behøver at være store uoverkommelige værker, men i bund og grund er spændende fortællinger af dygtige forfattere, som vi deler historie, sprog og land med. Vi har derfor også mulighed for at spejle os i både dem og deres fortællinger, på en intim måde.” - Camille Blomst, Farum Bibliotek

Så kom og hep på din yndlingsforfatter, når bibliotekets egne dygtige formidlere modigt stiller sig i ringen, og med blod, sved og tårer efter bedste evne levendegør forfatternes ord. Det bliver en intens duel på ord og billeder, hvor publikums klapsalver afgør: hvem der sagde det bedst! 

Til arrangementet vil der naturligvis også være ”klassiker-kage”, kaffe og te, så vi kan holde vores energi oppe, til at følge med i de intense dueller mellem de litterære kæmper! Og hvem ved, måske du bliver inspireret til din sommerlæsning, eller lærer noget nyt om din yndlingsforfatter? 

En eksistentiel duel: Johannes V. Jensen vs. Dan Turèll
I ringen mødes først Johannes V. Jensen og Dan Turèll, som vil indgå i en tænderskærende kamp om bedst at sætte ord på eksistentielle kriser og selvbilleder i oprør. Forfatterne vil endda trække det tunge skyts frem, og vise sig selv fra helt nye sider!

Herfra min verden går: H.C. Andersen vs. Tove Ditlevsen 
Andersen og Ditlevsen tager de store boksehandsker på, og duellerer om pladsen i vore blødende hjerter, når de på rørende og hudløst ærlig vis, trækker os gennem spørgsmål om tilhørsforhold, sjælens oprør og ønsket om at passe ind.

Fortællerkunstens stormestre: Herman Bang vs. Karen Blixen
De oplæsere/forfattere som gjorde det bedst ud af de første to dueller, skal op og danse med de tunge ”drenge” i en intens duel mellem Herman Bang og Karen Blixen. Først slår de fast, hvorfor verden og mennesket har brug for gode fortællinger og fortællere. Til sidst giver de os et kontrasterende knock-out i deres kække leg med vittige og sirligt malende skildringer af excentriske personligheder.

Duk op som du er, tag børnene med, og brug en almindelig onsdag eftermiddag på at få en sjov, hyggelig og let tilgængelig introduktion til nogle af alle tiders største danske forfattere. 

Tid: Onsdag d. 16. maj kl. 16.30 – 18.00
Varighed: 1,5 time inkl. Pause med kaffe og småkager
Sted: Farum Bibliotek
Pris: Gratis - men billet nødvendig af hensyn til kaffe og kage

Tags