Foto: Sylvain Malmouche

Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
30 kr.
Bibliotek
Target
For alle
Internet & undervisning

Silvia Goldbaum Tarabini

29.04.24
Spændende foredrag om danske jøder i Theresienstadt

De fleste, men ikke alle, danske jøder, kom til Sverige i oktober 1943. Bliv klogere på historierne om dem, der i stedet kom til Theresienstadt. Da jødeaktionen gik i gang natten mellem 1. og 2. oktober 1943, slap godt 7000 danske jøder væk til Sverige – men 470 blev taget hjemme eller under flugt og deporteret til Theresienstadt. Det er dem, der er i fokus hos Silvia Goldbaum Tarabini. 

Bogen ’Danske jøders liv og død i Theresienstadt’ udkom i efteråret 2023 og er fortællingen om deres oplevelse af jødeaktionen, deres tilfangetagelse og deportation og det daglige liv under 18 måneders fangenskab i Theresienstadt, indtil de overlevende blev hentet af de hvide busser tre uger før krigens afslutning. 

”Målet med min bog er at fortælle fangernes historie fra deres synsvinkel”, fortæller Silvia Goldbaum Tarabini i Berlingske Tidende. Hendes årelange forskning bygger på interviews med overlevende og et omfattende skriftligt materiale, der stammer fra en tredjedel af de overlevende herunder dagbøger, vidnesbyrd, breve, spørgeskemaer udfyldt efter hjemkomsten og senere beretninger.

Bogen har fået meget fine anmeldelser og er nomineret til Årets historiske bog 2023.

Silvia Goldbaum Tarabini er ph.d. i moderne historie fra Technische Universität Berlin og cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Bogen er en dansk version af forfatterens ph.d.-afhandling.

Silvia Goldbaum Tarabini 
Mandag 29. april 2024 kl. 19
Farum Bibliotek
Billetter til 30 kr. på furbib.dk

Køber man både billet til Tarabini og Brask er den samlede pris 50,-