Foto: oliviaInteligente, Unsplash

Klima-læsekreds

11.12.23
Oplev glæden ved at dele vigtige emner

Klimabevægelsen Furesø har i samarbejde med Furesø bibliotek netop afsluttet den første læsekreds om klima. ”Det har været rart at kunne dele tanker og sammen behandle et vigtigt og alvorligt emne”, udtaler Hanna, som har deltaget i læsekredsen. Og Maibrit tilføjer ”Læsekredsen har givet mulighed for i fællesskab at nuancere emnet. Det har givet mig både viden og fornøjelse kunne snakke med andre om bogen og opleve fællesskabet.”

Læsekredsen har været så god en oplevelse, at vi har valgt at fortsætte med en ny klima-læsekreds efter jul. Læsekredsen er åben for alle, der har lyst til at være med til at vende de mange perspektiver af emnet klima. I efteråret har vi i fællesskab læst ”Klimabogen”, som er en samling af korte bidrag fra primært forskere fra mange forskellige faglige discipliner. Det er en bog, som har egnet sig godt til at læse i fællesskab. Der har været meget information, som har givet stof til eftertanke. Snakken i læsekredsen har ofte taget udgangspunkt: Hvad der var nyt eller hvad har gjort mest indtryk eller berørt dig mest?

”Det at læse bogen sammen med andre og kunne dele indtryk og overvejelser, har gjort det nemmere at læse bogen. Og det har givet en rar følelse af fællesskab. Jeg glæder mig til en ny runde af samtaler i det nye år”, siger Maibrit.

Hvis du også har lyst til at mødes en gang om måneden i løbet af foråret til en ny omgang klima-læsekreds, hvor vi sammen læser Vejen hjem til Jorden af Jørgen Steen Nielsen. Så skriv til klimacafe@outlook.dk for tilmelding inden årets udgang. Tilmelding er nødvendig aht. Bibliotekets mulighed for at skaffe det rigtige antal bøger. Det er gratis at deltage.

Klima-læsekredsen mødes følgende onsdage den 24. januar, 21. februar, 20. marts, 17. april, 15. maj og 19. juni 2024 kl. 17-19.